Hvis du vil skifte varmeanlæg

I dag findes flere mere miljøvenlige varmeanlæg end gas- og oliefyr, som du kan skifte til. Udskiftningen kan kræve en tilladelse fra kommunen. Alle ændringer af varmanlæg skal du sørge for bliver registreret i BBR.

Varmeanlæg i nybygget bolig

Bygger du nyt hus, kan ejendommen være omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme. Lavenergihuse vil dog få dispensation fra tilslutningspligten.

Hvis ejendommen er omfattet af tilslutningspligt, skal du forsyne dit nye hus med enten fjernvarme eller med vedvarende energi, som jordvarmeanlæg eller et varmepumpeanlæg. Det betyder, at oliefyr ikke længere er en mulighed.

Nyt varmeanlæg i eksisterende bolig

Hvis du vil skifte varmeforsyning i en eksisterende bebyggelse, skal du give besked til kommunen på byg@soroe.dk, så vi kan vurdere, om ændringen kræver godkendelse eller dispensation.

Mulighederne afhænger af, om du bor i et område med fjernvarme eller naturgas og om ejendommen er omfattet af tilslutningspligt.

Hvis du etablerer brændeovn eller solvarme, skal du kontakte kommunen på mail byg@soroe.dk.

Opsætning af solcelle- og solfangeranlæg kræver byggetilladelse, hvis de skal opstilles på stativ på et fladt eller på jorden. 

Læs mere om solcelle- og solfangeranlæg

Du kan ofte ikke selv se, om du har et to- eller enkeltstrenget system. Hvis du ikke ved, om du har det ene eller andet, bør du kontakte en fagperson/VVS.

Hvis du har et enstrenget anlæg, kan dit hus være dårlig forberedt til luft til vand-varmepumpe. Du vil dog stadig kunne installere en luft til luft-varmepumpe.

Det er vigtigt, at du kontakter en uvildig varmerådgiver for at vurdere, hvad der er bedst for dit hus og husets centrale installationer. 

Kommunen kan ikke anbefale varmerådgivere. Undersøg i stedet mulighederne hos Energistyrelsen.

Du må ikke etablere elvarme som hovedopvarmningskilde i nye og eksisterende huse med vandbåret centralsystem (dvs. radiatorer og gulvvarme med vand), hvis husene er eller vil blive kollektivt forsynede med naturgas eller fjernvarme.

Vi kan kun i helt særlige tilfælde dispensere fra forbuddet mod elvarme, f.eks. ved forsøgs- og demonstrationsbyggeri.

Forbuddet gælder ikke:

  • lavenergihuse
  • bebyggelse der allerede havde elvarme før byrådets vedtagelse af forbuddet den 22. oktober 2013.
  • ved tilbygning til et hus med elvarme, så længe der ikke etableres et helt nyt opvarmningssystem
  • hvis det på grund af byggetekniske forhold vil være uforholdsmæssigt dyrt at installere et centralvarmesystem (f.eks. i midlertidige pavilloner)
  • elradiatorer og elvandvarmere, der fungerer som supplerende varmekilde til opvarmning af yderrum, loftsrum eller sjældent benyttede lokaler
  • elvarme i sommerhuse, fritidshuse, kolonihavehuse og lignende
  • elpatroner i et vandbåret centralsystem eller eldrevne varmepumper.

Vi tillader vandbåret opvarmning med jordvarme eller luft-vandvarmepumpe, fordi det kan omstilles til kollektiv forsyning uden større udgifter. Samtidig er udnyttelsen af el tre gange så god som ved direkte el-opvarmning (elpaneler og el-gulvvarme).

Jordvarmeanlæg skal kommunen give tilladelse til. Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse til vertikale jordvarmeanlæg i Sorø Kommune af hensyn til drikkevandet.  

Det tager normalt op til 4 uger at behandle en ansøgning om jordvarmeanlæg.

  • Når du har etableret jordvarmeanlægget, skal du færdigmelde det.
  • Husk også at undersøge hos dit elselskab, om du kan få nedsat din elafgift.
  • Efter det første driftsår, skal du have en sagkyndig til at kontrollere dit jordvarmeanlæg, for at forebygge forurening af jord og grundvand.
  • Du skal gemme dokumentation for kontrollen i mindst 10 år eller sende kopi ind til kommunen.

Ansøg om jordvarmeanlæg

Sorø Kommune har en målsætning om at udfase gas og olie som opvarmningskilde.

Det er fra 1. juli 2016 ikke længere lovligt at installere et oliefyr i et hus i områder, hvor der er mulighed for fjernvarme eller naturgas. Allerede fra 2013 blev det ulovligt at etablere oliefyr i nye huse.